Der er etiske problemstillinger forbundet med al form for dyreavl. Oftest søger man ved hjælp af avl, at fremelske specifikke karaktertræk ved dyrene, enten i relation til udseende, ydelse eller temperament. Avl på racehunde er ingen undtagelse. Problemet med racehundeavlen er ofte, at der avles meget kraftigt på visse individer, som har særlige vellidte egenskaber. Dette medfører, at genmaterialet eller gendiversiteten, altså det antal forskellige gener, som findes inden for racen formindskes, hvilket kan få meget alvorlige konsekvenser på flere punkter. For det første ved man, at en lille genpool kan medføre, at genetiske sygdomme spredes hurtigt i en population, om det så er en population af dyr eller mennesker. For det andet kan konsekvensen være, at dyret sættes i verden med et dårligere immunforsvar og dermed har sværere ved at bekæmpe sygdomme. De fleste mennesker ved, at indavl er en skidt ting, da det kan medføre forskellige skavanker hos afkommet, bl.a. medfødte misdannelser, men det er faktisk lidt det samme, som sker i målrettet avl, selvom man ikke avler på dyr, der er i umiddelbar familie med hinanden. Grunden til dette er den lille genpool. En af grundene til at sygdomme spredes så kraftigt inden for racer, kan være, at en værdifuld og meget anvendt avlshan er i besiddelse af en genetisk sygdom. Når han anvendes i avlen, vil en del af hans gener videregives til afkommet og dermed er der stor chance for, at hvalpene arver sygdommen. Hvalpene kan igen videreføre sygdommen hvis de anvendes i avlen når de bliver kønsmodne.
Jeg vil gerne opfordre alle til at se nedenstående filmklip fra Youtube. Det er et program fra BBC, som har været sendt i Dags Dato på TV2 og som omhandler racehundeavl i England. Jeg mener, at den er meget aktuel også i Danmark og den burde være et must see for alle der har racehunde eller påtænker at anskaffe sig en. Det skal dog nævnes, at der siden udsendelsens tilblivelse er sket visse ændringer i den engelske kennelklub og at tilstanden i Dansk Kennelklub ikke kan sidestilles med den engelske pga af forskellige regler i de to lande.
Udsendelsen giver stof til eftertanke, og hvis jeg selv skulle vælge en hund, ville det klart blive et hul i hækken.
Pedigree Dogs del 1
Pedigree Dogs del 2
Pedigree Dogs del 3
Pedigree Dogs del 4
Pedigree Dogs del 5
Pedigree Dogs del 6
Ny uge
15 år siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar